Kirkeskibet "Tærø"

Det smukke kirkeskib stammer fra 1899 og er skænket og lavet af en sømand fra Tærø, L. F. Larsen. Han var søn af Hans Larsen, der var bådfører på Tærø.

Ved et møde i kirkebestyrelsen den 2. februar 1899 forelå en skrivelse fra Stiftøvrigheden, hvori man bifalder, at skibet ophænges i Stensby Kirke. Forud havde pastor Dahl sendt et brev til Stiftsøvrigheden, hvor der bl.a. står: 

"Alt i længere Tid har en ung mand Lars Frederik Larsen af Tærø, Kallehave Sogn, i ledige Timer arbejdet trofast og med Kyndighed på at danne et skib, han vilde forære til ophængning i den nye Kirke for Vestsognet. Kun eet har den unge Mand udbedt sig bekostet: Den jernstang med forgyldte knopper (svarende til de stænger,der bærer kirkens to lysekroner) der skal bære hans skib. Og jeg andrager da lige ærbødigst om, at denne, i sig selv vistnok så store, bekostning må udredes af Kirkens Midler."

Dette andragende blev altså imødekommet. Den dag, ophængningen af skibet fandt sted, blev det sejlet til Petersværfstbroen og båret til kirken af fire hvidklædte piger. I 1978 blev kirkeskibet taget ned og bragt til skibstømrer A. Bech Christoffersen, Lendemark, Stege. Skibet blev overhalet og repareret. Under restaureringen kom en metalplade til syne med navnet på bygmesteren, J. E. Larsen Tærø 8-2-1899. På hækken fandtes meget skjult under gammel maling navnet "Tærø". Også dette navn blev fremdraget og malet op, så begge navne i dag er synlige på det gamle kirkeskib.